Investering i stenhuggerier

Strategiske Investeringer   /  

15.12.2020

Kirk Kapital overtager 45 pct. af aktierne i Danske Stenhuggerier A/S, som er den førende leverandør af gravsten i Danmark. Investeringen sker som et led i, at Danske Stenhuggerier vil udnytte selskabets internationale potentiale.

Danske Stenhuggerier er Danmarks største leverandør af gravsten, og selskabet har aktiviteter i Danmark, Norge og Tyskland. Stenene forarbejdes lokalt og leveres efter kundens ønsker og specifikationer.

 

Danske Stenhuggerier har i de senere år etableret aktivitet i Norge og Tyskland, og partnerskabet med Kirk Kapital giver nye muligheder.

 

“Partnerskabet med Danske Stenhuggerier tiltalte os fordi det dels repræsenterer en mulighed for at sikre, at vi bevarer dette traditionsrige erhverv på danske hænder. Samtidig åbner partnerskabet op for at vi kan accelerere væksten yderligere, specielt internationalt og igennem opkøb,” siger Kim Gulstad, administrerende direktør i Kirk Kapital.

 

Danske Stenhuggerier har fokus på minder og mennesker.

 

“Vores fokus er på at skabe gode minder for de pårørende. Det har vi gjort i mere end tre årtier. Det agter jeg og virksomhedens mange dygtige medarbejdere og gode samarbejdspartnere at fortsætte med i årene fremover. Jeg ser Kirk Kapitals interesse som en blåstempling af vores arbejde og glæder mig til det nye samarbejde, som giver os kræfterne til at være endnu mere til stede lokalt og samtidig satse internationalt,” siger Carsten Nørmark Christensen, stiftende partner og administrerende direktør i Danske Stenhuggerier.

 

Danske Stenhuggeriers anden nuværende ejer ser også frem til partnerskabet med Kirk Kapital.

 

“Vi glæder os til partnerskabet med Kirk Kapital. For os var det vigtigt at finde en familieejet partner, som vil værne om Danske Stenhuggeriers værdier og succes, og det som er opbygget gennem mange år. I tillæg, så vil Kirk Kapital også bidrage aktivt i udviklingen af virksomheden fremadrettet,” udtaler Carsten Sjørvad, administrerende direktør for JJO Invest ApS, der siden 2010 har været partner i Danske Stenhuggerier.

 

I forbindelse med transaktionen tiltræder Carsten Sjørvad som bestyrelsesformand. Jacob Eiskjær Olesen og Carsten Nørmark Christensen forsætter som bestyrelsesmedlemmer. Kirk Kapital repræsenteres i bestyrelsen af Andreas Færk og Emilie Bjørnekær Rosenkvist.

 

Kontaktoplysninger

Carsten Nørmark Christensen, administrerende direktør i Danske Stenhuggerier, 23 73 19 00

Morten Huse Eikrem-Jeppesen, PressConnect for Kirk Kapital, 53 85 07 70

 

Om Danske Stenhuggerier

Danske Stenhuggerier blev etableret i 1983 i midtjyske Nørre Snede, hvor virksomheden stadig har hovedkontor og en del af sin produktion. Blandt medstifterne var i en alder af blot 18 år den nuværende direktør Carsten Nørmark Christensen.

 

Danske Stenhuggerier er i dag Danmarks største leverandør af natursten og producerer gravsten i alle stilarter, udført i højeste håndværksmæssige kvalitet af dygtige danske stenhuggere. Med mere end 70 butikker over hele landet kender selskabet de særlige lokale traditioner og lokale bestemmelser, som der skal tages højde for, når man udformer en personlig gravsten eller andre mindesmærker. Danske Stenhuggerier lægger vægt på at fastholde, udvikle og udbrede kendskabet til stenhuggerfaget som ægte håndværk med rødder i dansk tradition.

 

Om JJO Invest

JJO Invest er ligeledes et familieejet investeringsselskab, der ejes af Olesen-familien, der bl.a. står bag entreprenørvirksomheden NRE Group A/S og ejendomsselskabet NRE Real Estate A/S. Familien Olesen har siden 2010 været en aktiv del af ejerkredsen i Danske Stenhuggerier, og Jacob Olesen fortsætter som bestyrelsesmedlem.