Kirk Kapital med historisk godt resultat

Generelle nyheder   /  

22.04.2020

2019 var et historisk godt år for det familieejede investeringsselskab Kirk Kapital. Selskabets resultat endte på 680 mio. kr., hvilket er det højeste i Kirk Kapitals historie.

Den positive udvikling i 2019 glæder CEO i Kirk Kapital, Kim Gulstad.

“Vi har oplevet et ekstraordinært godt resultat i 2019. Vores strategiske investeringer har operationelt udviklet sig meget flot samtidig med at afkastet på vores finansielle investeringer var begunstiget af den gode udvikling på de finansielle markeder,” siger Kim Gulstad.

Resultatet på 680 mio. kr. er en markant stigning i forhold til året før, hvor resultatet var på 164 mio. kr. Med årets resultat voksede Kirk Kapitals samlede egenkapital til 5.108 mia. kr.

2019 blev også året, hvor Kirk Kapitals øgede de samlede aktiviteter, da Kirk Kapital og familien bag kølervirksomheden Nissen A/S, indgik en aftale om, at Kirk Kapital fremover skal forvalte Nissens familieformue.

Alt i alt har det været et yderst tilfredsstillende år. Vores strategi har båret frugt, og i 2019 øgede vi vores portefølje af større minoritetsinvesteringer med TITAN Containers, TP Aerospace og Scanmetals

Kim Gulstad

Kim Gulstad

Kim Gulstad glæder sig samtidig over, at 2019 blev så godt i lyset af den meget turbulente begyndelse på 2020 med Corona-pandemien.

”Ingen ved endnu, hvor 2020 ender henne. Så vi glæder os over, at vi trods alt kunne træde ind i 2020 med et solidt resultat i bagagen,” siger Kim Gulstad.

Læs den fulde årsrapport for 2019 her

Kontaktinformation

Morten Huse Eikrem-Jeppesen, PressConnect for Kirk Kapital, +45 53 85 07 70